Regler for Positivlisten.dk

Herunder ses regelsættet for Positivlisten.dk. Reglerne kan ændres uden forudgående varsel.

Hvad er Positivlisten.dk?

Positivlisten.dk er en dansk hjemmeside, hvor man kan finde og anbefale firmaer, der beskæftiger håndværkere. Ved en anbefaling skal man give firmaet en karakter, og det er ikke muligt at lade et firma "dumpe". Hvis et firma ikke kan anbefales, skal det ikke kunne findes på Positivlisten.dk!

Koster det noget?

Det er gratis at anbefale et firma, både for den kunde, der anbefaler firmaet, og for firmaet selv. Det koster derfor heller ikke noget for firmaet, at være registreret på Positivlisten.dk. Anbefalede firmaer kan betale for at få deres navne og anbefalinger fremhævet på Positivlisten.dk. Firmaer kan købe reklameplads på Positivlisten.dk, uanset om de er anbefalede eller ej. Aktuelle priser findes på Positivlisten.dk; se under "Priser".

Hvem må anbefale et firma?

Alle, der kan anbefale et firma, må gøre det. Det gælder også ansatte i firmaet; men man skal nok overveje, om det er en god idé at anbefale sit eget firma. Hvis et firma kun kan få en anbefaling, ved at give den selv, er det nok ikke en særlig god anbefaling.

Hvilke firmaer må man anbefale?

Firmaer, der optages på Positivlisten.dk, skal som udgangspunkt have et dansk telefonnummer og en adresse i Danmark.

Hvem ejer en anbefaling?

Så snart et firma er blevet anbefalet, tilhører anbefalingen Positivlisten.dk. Hvis et anbefalet firma ønsker at få en anbefaling fjernet fra Positivlisten.dk, eller at få registreringen af firmaet fjernet, kan dette lade sig gøre ved skriftlig henvendelse til Positivlisten.dk.